Land og by

Behovet for råstoffer er stort i Region Midtjylland

Foto: Region Midtjylland.

Regionsrådet i Region Midtjylland har i dag godkendt den råstofredegørelse, der kan føre til, at Råstofplanen 2020 skal revideres. Redegørelsen viser et behov for flere råstoffer, hvis udviklingen skal holdes i gang. Nu sendes redegørelsen i høring fra 1. juni 2022 til 14. august 2022. 

Det er kun et lille års tid siden, at Region Midtjyllands nuværende råstofplan blev godkendt. Alligevel kan der være brug for at revidere den. Råstofredegørelsen er første skridt på vejen. 

I råstofredegørelsen fremgår det, at det forventede forbrug af råstoffer som sand, grus og sten fortsat vil være stort i fremtiden. Råstofferne bruges primært, når vi udvider vores byer og anlægger veje. 

Forbruget af råstoffer i Region Midtjylland svarer til, at hver indbygger i regionen bruger over 24 kg råstoffer i døgnet. I hele Danmark er behovet for råstoffer stort, og Region Midtjylland er storleverandør.  

Råstofbehovet vurderes hvert fjerde år

Hvert fjerde år skal regionsrådet vurdere, om der er behov for revision af den gældende råstofplan. Forarbejdet for denne vurdering er en råstofredegørelse og en offentlig høring, der giver en status og vurdering af råstofbehovet og –ressourcen. 

– Det er en både vanskelig og vigtig balance at sikre et hensyn til samfundet og erhvervslivet, der har brug for råstoffer, mens vi også prioriterer hensynet til borgerne, miljøet og ikke mindst bæredygtighed, så vi sikrer en indvinding, der tager hensyn til fremtidige generationer. Derfor er det en vigtig regionalpolitisk opgave, og jeg ser frem til at få samlet input fra alle de mange aktører, der måtte have bemærkninger til redegørelsen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S). 

Fokus på bæredygtighed

I 2020 præsenterede Danske Regioner et fælles råstofudspil, der indeholder seks anbefalinger til en mere bæredygtig udnyttelse af råstofferne baseret på erfaringer i de fem regioner.

Anbefalingerne er helt i tråd med Region Midtjyllands nuværende Råstofplan 2020, for regionen vil bidrage til opfyldelsen af FN’s 12. verdensmål om bæredygtige forbrugsmønstre på råstofområdet i 2030 og fokuserer i den forbindelse blandt andet på tilgængelige råstoffer tæt på behovet for at undgå unødvendig lang og tung transport.

– Omstillingen til en bæredygtig forvaltning af råstofferne kræver både nytænkning og viden om samspillet i hele råstofkredsløbet. I Region Midtjylland arbejder vi på at minimere forbruget bl.a. gennem projekter, der skal finde alternativer og genanvendelse. Det har vi længe været i dialog med branchen om, men det er en lang forandringsproces, der kræver engagement og tiltag i bygge- og anlægsindustrien, samt nye krav fra indkøbere og bygherrer og ikke mindst fra os alle som forbrugere, siger Anders Kühnau. 

Redegørelse i offentlig høring

Fra den 1. juni 2022 til 14. august 2022 sendes råstofredegørelsen i offentlig høring, hvor interessenter og aktører kan komme med deres høringssvar. 

Når høringsperioden er ovre, beslutter regionsrådet, om råstofplanen skal revideres. Den beslutning træffer regionsrådet forventeligt på regionsrådsmødet den 26. oktober 2022.

Kommentarer