Livsstil og forbrug

Codan dækker nu husede ukrainske flygtninge – både inde- og udenfor hjemmet.

Codan Danmark udvider dækningen på indbo-, hus-, hunde- samt ulykkesforsikring til at omfatte ukrainske flygtninge, der midlertidigt er flyttet hjem til kunder hos forsikringsselskabet.

Den russiske invasion af Ukraine har allerede nu sendt over 1,2 millioner mennesker på flugt ifølge FN, og mange danskere har i den forbindelse åbnet deres døre for ukrainske flygtninge. Nu udvider forsikringsselskabet Codan Danmark sin dækning på en række forsikringer, for at understøtte de af deres kunder, der har valgt at tage flygtninge ind i hjemmet.

”Den frygtelige invasion af Ukraine har skabt et akut behov hos os for at undersøge, hvordan vi kan hjælpe de ukrainere, der finder vej til Danmark og de af vores kunder, som åbner deres døre for dem. Derfor iværksætter vi nu en betydelig udvidelse af dækningen,” siger Mads Foged, privatdirektør i Codan Danmark.

Udvidelsen gælder bl.a. indboforsikringen og betyder, at ukrainske flygtninge, der tager ophold hos en kunde hos Codan Danmark eller Privatsikring vil være stillet på lige vilkår med resten af husstanden. Udvidelsen gælder alle skadestyper for individerne fx ansvar, tyveri og brand samt de genstande, der er medbragt eller erhverves i Danmark.

Hvis kunderne i Codan Danmark eller Privatsikring i stedet har valgt at udlåne deres sommerhus til ukrainske flygtninge, så vil kunderne være stillet på samme måde som ved ferieudlejning. Her dækker forsikringen, hvis lejer stjæler eller kommer til at ødelægge noget i huset.

Flygtningenes indbo dækkes på samme vis, som var det indboforsikringsstedet.

Hundeforsikringen udvides ligeledes, så en eventuel hund medbragt af flygtningene er dækket ift. hundeansvar og sygdom.

Derudover udvides ulykkesforsikringen, således at alle indflyttede flygtninge fra Ukraine – voksne og børn – nu kan få en strakserstatning, skulle de komme ud for en ulykke under deres ophold i Danmark.

Fælles for den udvidede hunde- og ulykkesforsikring er, at de indflyttede ukrainske flygtninge er dækket, selvom kunderne i Codan Danmark ikke har tegnet en sådan forsikring.

”Vi er til for at hjælpe vores kunder, og forhåbentligt kan vi med den her udvidelse fjerne en bekymring hos dem og de ukrainske flygtninge og gøre dem ordentligt forberedt på en ny hverdag,” udtaler Mads Foged.

I praksis vil erstatninger blive udbetalt til kunderne, der videreformidler erstatningen til flygtningene og ligeledes håndterer skadeanmeldelsen. Codan Danmark behøver ikke få besked på forhånd om, at hjemmet eller sommerhuset åbnes op for at huse flygtninge fra Ukraine.

Udvidelserne gælder i første omgang seks måneder, men kan udvides afhængig af situationen.

Kommentarer