Erhverv

Coop 365discount stormer frem

Danmarks nye discountkæde vinder tre store pris-test på stribe, har åbnet 69 butikker i år og har 100 mere på vej de næste syv måneder

I løbet af de seneste to måneder har danskerne vendt sig mod discount i et omfang, som man ikke tidligere har set.

Det mærker man i Coops helt nye discountkæde, Coop 365discount.

I løbet af årets fire første måneder er salget vokset med 71 procent i forhold til de sidste fire måneder af 2021.

En væsentlig del skyldes, at der i perioden er åbnet 69 nye butikker.

”Vi åbner i øjeblikket fire nye butikker hver uge, og vi oplever timingen som perfekt for en ny kæde, der har laveste priser øverst på sin dagsorden,” siger kædedirektør Thomas Nielsen, Coop 365discount.

At kæden er billig trods et større udvalg, er netop blev bekræftet af to uafhængige prisanalyser.

I weekenden offentliggjorde dagbladet Politiken en stor test af priserne hos 10 af de største aktører i Danmark blandt kæder og online, der viste at Coop 365discount er billigst af alle.

I dag offentliggør Forbrugerrådet Tænk deres undersøgelse af økologipriser. Den viser også, at Coop 365discount er billigst.

Og for knap tre måneder siden vandt Coop 365discount også dagbladet BT´s store pris-test. Så kæden har vundet tre uafhængige pris-test på stribe.

”Vi arbejder hver dag hårdt på at være billigst, for det har aldrig været vigtigere for kunderne end i netop denne tid, hvor alle rammes af prisforhøjelserne. Derfor er vi meget stolte over, at vi nu i tre forskellige, uafhængige prisundersøgelser på stribe er blevet kåret som billigst,” siger Thomas Nielsen.

Det er netop besluttet at sætte tempoet for åbning af nye butikker op. Lige nu er der 114 butikker i kæden. Planen er, at der skal være over 200 inden årets udgang. Så over de kommende godt syv måneder vil der åbne mindst 100 nye Coop 365discount over hele Danmark.

Kommentarer