Kultur

”Et usprogligt sted”

Foto: David Ramirez Gomez, KUNSTPAKHUSET

Kunstneren David Ramirez Gomez tager os med ind i følelsen savn.

David Ramirez Gomez’ udstilling ”Et usprogligt sted” er en kunstnerisk undersøgelse af temaerne savn og migration gennem forskellige medier som maleri, video, animation, grafik og keramik.

”Udstillingen indbyder til diskussion om hvad det vil sige at savne, hvordan og hvorfor vi savner. Mit primære udtryk er mit eget selvportræt, hvorigennem jeg skildrer min egen psykologiske proces og undersøgelse af de følelser, der opstår i forbindelse med min egen forflytning fra en kultur til en anden,” forklarer colombianskfødte David Ramirez Gomez. 

Hans stærkt ekspressive værker indbyder til refleksion, men også til aktiv deltagelse. De slår tonen an i en diskussion om hvad det vil sige at savne og hvorfor vi savner. Savn er en følelse de fleste kender i større eller mindre grad, men det synes at være et særligt vilkår som mange migranter lever med. Trods udstillingens personlige tilgang rettes indirekte fokus på den verdensomspændende migrations- og globaliseringsproblematik, der oftest debatteres i rent politiske og ideologiske termer og ikke i menneskelige følelser.

Med ”Et usprogligt sted” sætter David Ramirez Gomez et stærkt personligt ansigt på livet som migrant og følelsen af savn. Han er et eksempel på, hvordan man gennem kunstnerisk skabelse kan bearbejde den personlige oplevelse af displacement og undersøger den som en afspejling af det kollektive traume.

Udstillingen er støttet af: Statens Kunstfond og Aarhus Kommune

Udstillingsperiode: 29/1 – 20/3 2022

Åbning: 29. januar 2022, kl. 13-16, hvor kunstneren vil være til stede.

Kommentarer