Debat og politik

Lad nu de butiksansatte slippe for mundbind!

Sundhedsminister Magnus Heunicke præsenterede i går anbefalingerne fra Epidemikommissionen – herunder genindførelsen af kravet om brug af mundbind i butikker. Hvis Epidemiudvalget på et møde i eftermiddag godkender anbefalingerne, vil kravet om mundbind gælde fra mandag. HK-formand håber, at kravet kun vil omfatte kunderne og ikke medarbejderne.

– Jeg er rigtig glad for udsigten til, at kunderne nu skal have mundbind på i butikkerne, men jeg håber virkelig ikke, at vores medlemmer i butikkerne skal være omfattede af kravet. Det er meget indgribende i deres arbejdsdag at skulle have mundbind på en hel dag. Jeg tror, at folk ofte glemmer, at det kan være et fysisk hårdt job at være butiksansat. Der er altså mange varer, der skal flyttes i løbet en dag, fortæller Cliff Præstegaard, formand for HK Handel Østjylland.

I mange butikker er plexiglasruderne og spritten kommet frem igen, men mange kunder glemmer spritten og glemmer at holde afstand. Den manglende afstand er endnu en grund til, at det er fordelagtigt for medarbejderne, at kunderne skal have mundbind på.

– Vi skal passe bedst muligt på vores medlemmer, som møder ualmindeligt mange kunder hver gang. Som kunde kommer vi nok over at have mundbind på i de ti minutter, vi er inde i butikken, men sidst medarbejderne havde mundbind på 37 timer om ugen oplevede de mange gener. Det er gener som vejrtrækningsproblemer, svamp i munden, bumser, næseblod og udtørrede slimhinder. Det påvirker altså deres arbejdsliv på en meget negativ måde, siger Cliff Præstegaard.

Når man omtaler butiksansatte, tænker man ofte på ansatte i dagligvarehandlen, men HK har jo også medlemmer i fx Elgiganten, hvor de ansatte dagligt håndterer mange tunge ting som køleskabe, vaskemaskiner, store fjernsyn m.m.

– Jeg har netop talt med en tillidsvalgt i en Elgiganten-butik. De bakser altså også rundt med 75 tommer fjernsyn og amerikanerkøleskabe. Det er hårdt arbejde – selv uden mundbind! Han fortalte mig, at han og hans kollegaer gladeligt ville vise Coronapas hver eneste dag frem for at skulle gå med mundbind hele dagen, siger Cliff Præstegaard.

Kommentarer