Kultur

Region Midtjylland sender 4,7 mio. kroner afsted til kulturudvikling

13 kulturprojekter spredt over hele regionen – og alle med samarbejde på tværs af kommunegrænser – får støtte i årets første udmøntning af regionens kulturpulje. Grafik: Region Midtjylland.

Udvalget for Regional Udvikling kunne onsdag bringe godt nyt til 13 kulturprojekter i Midtjylland, som samlet set modtager 4,701 mio. kroner fra kulturpuljen til udvikling og oplevelser. 

Kulturlivet blomstrer igen efter to udfordrende år med nedlukninger og restriktioner, og det afspejler sig i ansøgningsfeltet til Region Midtjyllands kulturmidler. Hele 51 projekter har søgt om støtte i årets første af to ansøgningsrunder. Efter individuel gennemgang af projekterne har Udvalget for Regional Udvikling udpeget 13 projekter, som i alt modtager 4,701 mio. kroner til kulturudvikling i regionen. 

– Kulturlivet har en fantastisk evne til at binde os sammen på tværs. Det kan både gælde for modtagerne af kulturoplevelserne som samles på tværs af geografi, baggrund og interesser, men det gælder også i høj grad for de aktører, som går sammen som afsender på kulturprojekter. Vi har et stærkt kulturliv i Region Midtjylland, og det står endnu stærkere når der udvikles i samarbejde mellem kulturaktører, kommuner og brancher – i nogle tilfælde ud over landets grænser. Det kan vi se en stor opbakning til med de ansøgte projekter for kulturmidlerne, siger formand for Udvalg for Regional Udvikling, Bent Graversen (V). 

Børnekultur og verdensmål

Selvom projekterne arbejder med meget forskellige områder og indsatser, er det kendetegnende for de støttede projekter, at hovedparten har udvikling og fremtiden i fokus. Bæredygtighed, verdensmål og børnekultur er nogle af de emner, der går igen i flere af de bevilligede projekter. Ligeledes har projekterne det tilfælles at de arbejder med det brede samarbejde på tværs af interessenter, brancher og kommuner. 

– Bæredygtighed og verdensmål er topprioriteter i stort set alle brancher – også kulturbranchen. Det er essentielle parametre når man arbejder med udvikling. Det er også en dagsorden vi ser i mange tilfælde blandt de bevilligede projekter. I det hele taget omfavner de bevilligede projekter mange af vores kulturpolitiske indsatsområder, såsom børn og unge, trivsel og sundhed, og landdistrikter, siger næstformand for Udvalg for Regional Udvikling, Henrik Qvist (Ø). 

Fakta

  • Kulturpuljen har et samlet beløb på 8,7 mio. kroner i 2022, og udmøntes af to gange. Der er i alt modtaget 51 ansøgninger til puljens 1. ansøgningsrunde, som havde ansøgningsfrist 28. februar 2022. Den aktuelle udmøntning af midler er på 4,7 mio. kroner, der deles mellem i alt 13 større og mindre kulturprojekter.
  • Emnet for projekterne spænder bredt, men en del af projekterne arbejder med bæredygtighed som fokusområde. Scenekunstnetværket, SceNet, arbejder for at gøre scenekunstbranchen mere bæredygtig i henhold til de 17 Verdensmål med projektet Genstart Scenekunstnetværket, Kulturprinsen skaber et børnekulturelt udviklingsprojekt FUTURAMA, som tager afsæt i verdensmålet “Bæredygtige byer og landsbyer, og Gadens Kunst ønsker med Netværksprojektet Sammen om Verdensmålsgavlene at skabe et vidtrækkende netværk mellem kommuner, byer og lokale foreninger, institutioner, borgere og virksomheder, som fremover kan løfte store og små bæredygtige projekter på tværs af regionen.
  • Læs mere om de støttede projekter i dagsordenen til udvalgsmødet:  https://www.rm.dk/politik/udvalg/staende-udvalg/udvalget-for-regional-udvikling/dagsordener-og-referater-udvalget-for-regional-udvikling/#Udm%C3%B8ntningafkulturudviklingspuljen2022-1.ans%C3%B8gningsrunde#
  • Ansøgningsfristen for 2. runde af Kulturpuljen er mandag d. 19. september kl. 12:00.
  • Region Midtjylland vedtog i sommeren 2020 en ny kulturpolitik, der gælder til og med år 2024. I den er beskrevet en række særlige indsatsområder, som regionens kulturpolitik vil fokusere på i de kommende år. Læs mere om kulturpolitikken og de regionale kulturudviklingsmidler på www.kultur.rm.dk.

Kommentarer