Samfund

Region og læger klar til at forhandle om modernisering af Lægevagten

Efter en række dialogmøder mellem regionen, kommunerne og de praktiserende læger er lægerne og regionen klar til at mødes ved forhandlingsbordet for at skrue en ny aftale om Lægevagten sammen. 

Borgerne i Region Midtjylland har adgang til Lægevagten, når deres egen læge har lukket, men kan det foregå på en smartere måde end det sker i dag? Det har regionen, regionens kommuner og lægerne (PLO-Midtjylland) drøftet forud for forhandlingerne om en ny aftale om en modernisering af lægevagten.

Nu er regionen og de praktiserende læger klar til at mødes om forhandlingsbordet med fokus på at sikre en Lægevagtsordning af høj kvalitet, så borgerne får et godt og trygt tilbud ved akut opstået sygdom samtidig med, at sundhedsvæsnets ressourcer bliver brugt på den rigtige måde. Det første forhandlingsmøde finder sted den 30. juni 2022.

– Vi er glade for samarbejdet med lægerne om Lægevagten og efter dialogmøderne er det mit klare indtryk, at alle er indstillede på at tænke nyt og innovativt til gavn for borgerne. Det er nødvendigt, at vi rykker os i en mere moderne retning i en tid med knappe sundhedsfaglige ressourcer og mange akutte patienter. Vi har haft en række gode dialoger, hvor alle har budt ind, og hvor der er kommet mange gode bud på, hvordan vi bedst løser opgaven sammen, siger regionsdirektør i Region Midtjylland Pernille Blach Hansen.

Henrik Idriss Kise, formand for Praktiserende Lægers Organisation i Region Midtjylland, PLO-Midtjylland, ser frem til forhandlingerne:

– Vi er i god dialog med Region Midtjylland og kommunerne og oplever forståelse for, at vi som praktiserende læger i størst muligt grad skal prioritere vores arbejdstimer til vores klinikker i dagtiden. Det er der, vi gør allermest gavn i forhold til at sikre kontinuerlige patientforløb og et sammenhængende sundhedsvæsen. Jeg noterer mig, at Region Midtjylland også fremover ønsker et samarbejde med os om lægevagten og at regionen anerkender, at det fremover kan ske i øget samarbejde med – og med øget opbakning fra – de øvrige sundhedsaktører i region og kommune. Det ønske håber vi at kunne indfri gennem forhandlingerne, siger formand for PLO-Midtjylland, Henrik Idriss Kise.

Fem bud på udvikling

De praktiserende læger, kommunerne og regionen har sammen udpeget fem bud på udvikling, som har dannet udgangspunkt for dialogmøderne og nu danner udgangspunkt for forhandlingerne, nemlig: 

1. Natten: kan det øvrige akutte sundhedsvæsen tage over på nogle af de opgaver, Lægevagten løser om natten?

2. Lægevagtskonsultationen: kan der findes justeringer til antal konsultationsrum, arbejdsprocesserne og assistance til Lægevagten?

3. Sygebesøg: kan der findes andre løsninger til erstatning for nogle af Lægevagtens sygebesøg?

4. Få mest mulig til at ske i dagtid – både i almen praksis og på hospitalerne

5. Visitationen: kan tekniske løsninger blandt andet give borgerne andre oplagte valgmuligheder, end en direkte kontakt til en speciallæge i almen medicin?

Region Midtjylland forventer, at forhandlingerne om modernisering af Lægevagten ender med en aftale inden årets udgang. 

 

Kommentarer