Debat og politik

Rekrutteringsudfordringer i ældreplejen i Ikast-Brande Kommune

Sundhed og Ældre oplever store udfordringer med at rekruttere tilstrækkeligt medarbejdere til at varetage opgaverne i hjemmeplejen og sygeplejen. Denne udfordring er endnu større hen over sommeren, hvor medarbejderne skal afholde deres sommerferie.

Det har i år ikke været muligt at rekruttere tilstrækkeligt antal sommerferieafløsere, hverken via vikarbureauer eller jobopslag. Derfor er Sundhed og Ældre nødsaget til, henover sommeren at nedprioritere nogle af de opgaver, der normalt varetages af hjemmeplejen og sygeplejen.

Hjemmeplejen og sygeplejen varetager naturligvis alle de opgaver, som ikke kan udskydes, men der vil for nogle borgere være færre besøg end normalt. Alle de borgere, som bliver berørt, vil naturligvis blive kontaktet direkte.

I uge 27-32 vil der som udgangspunkt være weekendbemanding. Der kan være dage, hvor bemandingen betyder, at der kan varetages opgaver som normalt. Der vil blive lavet en daglig prioritering, som kan betyde:

  • At der ikke kan leveres klippekort
  • At der ikke kan leveres træning i hjemmet (DIGIrehab)
  • At der ikke kan leveres rengøring
  • At der ikke kan ydes aflastning i hjemmet
  • At nogle borgere kun tilbydes bad én gang om ugen og eventuelt om eftermiddagen
  • At ikke akutte målinger udsættes
  • At sygeplejen ikke deltager i opfølgende hjemmebesøg
  • Længere responstid ift. samarbejdspartnere

Formand for Sundheds- og Ældreudvalget Henrik Engedahl udtaler: “Der er bredt i samfundet en udfordring med at få tilstrækkeligt med medarbejdere hen over sommerperioden. Dette rammer desværre også hos os. Vi er taknemmelige for alle de medarbejdere vi har, som bidrager med en stor indsats og ekstra vagter i løbet af sommeren og vi håber, at de bliver taget godt imod hos borgerne. Vi ansætter gerne nye kolleger hele tiden, så kender du nogen der har lyst, så er det bare med at opfordre dem til at kontakte kommunen”.

Hvordan kan du hjælpe?    

Kender du et ældre menneske, så kan du henover sommeren være lidt ekstra opmærksom på om de har brug for hjælp, men også om de får drukket nok, hvis der er varmt. Vi vil også gerne opfordre til at holde fast i de frivillige aktiviteter hen over sommeren i det omfang, det er muligt.

Mangler du et feriejob og har lyst til at gøre en forskel for ældre mennesker i din Kommune, så kan du også søge job som ferieafløser i hjemmeplejen eller på plejecentrene via Kommunens hjemmeside.

Kommentarer