Ren nostalgi på Kildemarkedet ved Klosterlund Museum
Efter to somre med forsamlingsforbud, kan gæsterne igen besøge det idyllisk beliggende Kildemarked ved bredden af Bølling Sø. Klosterlund Museum og museets trofaste støtter står for markedet, der byder på masser af oplevelser for både store og små.
Nostalgien er i centrum på det lille kulturhistoriske marked, Som gæst kan du snuse til en række vidt forskellige gammeldags håndværk og selv prøve kræfter med nogle af teknikkerne. Du kan også gøre en god handel i boderne eller få en dejlig frokost i det grønne.
For børn og kreative sjæle
På årets Kildemarked er der lagt vægt på naturens materialer og aktiviteter for børn. Hele dagen kan man komme forbi lære mere om naturens egne farvestoffer og lave flotte print med teknikken ”Ecoprint”. Det vil også være muligt at fordybe sig i snitningens kunst eller prøve at slå reb som i gamle dage.
For at bidrage til nostalgien og det kulturhistoriske islæt har museet indrettet et telt med markedsforlystelser som i gamle dage, hvor familien kan dyste i forskellige gammeldags lege.
Opførelse af sange fra ”Krigens Øjeblikke”
I løbet af dagen vil markedets gæster kunne høre eller genhøre nogle af de nyligt komponerede sange, som indgik i teaterforestillingen ”Krigens Øjeblikke”, som blev opført på Klosterlund Museum i starten af maj,
Hvis behovet for ro, skygge eller tørvejr skulle opstå, kan du søge ind i museets spændende udstillinger, som er åbnet én for én siden 2019. Museet har naturligvis åbent hele dagen.
Info
Søndag d. 19. juni, kl. 10-16
Klosterlund Museum, Kragelundvej 6A, 7442 Engesvang
Kommentarer