Samfund

Stor efterspørgsel efter pas fører til udvidet åbningstid i Ikast Brande Kommunes Borgerservice

Foto: Ikast-Brande Kommune

Efter flere somre med ferie i Danmark, for nogen ikke helt frivilligt, og en længere periode med rejserestriktioner ifm. COVID-19, er rejselysten for alvor vendt tilbage denne sommer. Det mærker Borgerservice ved, at der er en ekstraordinær stor efterspørgsel efter pas.

Den store efterspørgsel har desværre medført ekstra ventetid på tidsbestilling til pas.

– I Ikast-Brande Kommune gør vi hvad vi kan for at følge med efterspørgslen, og vi vil derfor fra næste uge udvide vores åbningstid, udtaler kommunaldirektør Flemming Storgaard.

Der vil den kommende periode være ekstraordinært åbent om onsdagen, startende fra onsdag den 22. juni 2022 i tidsrummet kl. 9.30 – 14.00, hvor det vil være muligt at bestille tid til at få lavet pas.

Tidsbestilling foregår via Ikast-Brande Kommunes hjemmeside, hvor man også bestiller tid til at afhente sit pas. De nye tider vil snarest muligt blive tilgængelige på hjemmesiden. 

Indtil nu har Borgerservice forsøgt med udvidet åbningstid fredag, men desværre har det ikke været tilstrækkeligt til at dække det aktuelle behov.

– Vi håber med dette tiltag, at kunne betjene alle, der har behov for nyt pas inden sommerferien. Hvis man har et pas, som er udløbet, men ikke står overfor en aktuel rejse, håber vi at borgerne vil hjælpe os med at vente med tidsbestilling til efter sommerferien, afslutter kommunaldirektøren.

Kommentarer