Tabt arbejdsfortjeneste er ikke en luksus – Det er et livsvigtigt redskab til støtte for børn og familier!

Af Mette Nielsen, Velfærdsdemokraterne
Læserbrev fra Velfærdsdemokraterne i Viborg Byråd: Mette Nielsen, Birgith Langballe, Marianne Aaris Andersen og Birthe Harritz.
Velfærden i Viborg Kommune skal bl.a. kendes på, hvordan vi behandler vores børn og familier, når livet gør allermest ondt. Når et barn mistrives så meget, at det ikke kan gå i skole – eller når sygdom rammer hårdt og livstruende – skal der ikke være tvivl: Viborg Kommune skal være en kommune, hvor man møder hjælp og støtte, ikke mistillid og afslag.
For os i Velfærdsdemokraterne er målet ikke at begrænse flest mulige forældre i at få tabt arbejdsfortjeneste. Tværtimod. Målet er, at børnene får ro og støtte, og at forældrene får mulighed for at være der, når det er allermest nødvendigt. Tabt arbejdsfortjeneste er ikke en luksus – det er et livsvigtigt redskab for de familier, der står midt i en krise.
Vores velfærd må aldrig blive så fattig, at vi vender ryggen til de børn og familier, der har allermest brug for os. Vi skal sætte ind så tidligt som muligt, vi skal støtte, og vi skal hjælpe – for sådan bygger vi et stærkt fællesskab.
For os er det klart: Ingen skal møde Viborg Kommune uden at få hjælp. Ingen skal lades i stikken.
Kommentarer