Venstre er klar til at forhandle masterplanen
Vi har med interesse læst oplægget til en række omlægninger af den kommunale bygningsmasse. Et grundigt arbejde, hvor der har været god dialog med rigtig mange undervejs. Nu skal vi i byrådet søge en politisk aftale om hvad vi vil. Venstre går ind til disse drøftelser med fire sigtepunkter, som vi vil forfølge:
Det handler om god og effektiv administration. Færre kvadratmeter. Færre forskellige adresser. Bedre muligheder for samarbejde på tværs uden en masse spildtid på landevejen.
Investeringer skal betales hurtigt tilbage. Omkostninger ved flytningerne skal kunne tilbagebetales over en kort årrække ved besparelser på den løbende drift.
Ingen flytninger, der giver tab for de berørte. Vi skal søge at de som bliver påvirket af eventuelle flytninger kommer til at opleve forbedring, og i hvert fald ikke tab. Ingen flytning alene for flytningens skyld.
Fra Rådhus til Borger- og Kulturhus. En spændende mulighed i masterplanen er at flytte så mange kontorpladser som muligt ud af det nuværende rådhus og ind i Administration Vest (Tidl. Vestre Skole) og dermed give plads til mere liv og aktivitet på denne centrale plads i byen. Det kunne være Biblioteks- og kulturaktiviteter, Jobcenter, Borgerservice, Lokalhistorisk Arkiv, Politiet, Aktivitetscenter m.m. I dag er lyset slukket i huset fra kl. 16.00 og hele weekenden. Under overskriften »Fra Rådhus til Borger- og Kulturhus« vil vi kunne samle meget aktivitet og styrke livet i bymidten.
Kommentarer