Kultur

VINTERFERIE PÅ VESTER PALSGAARD SKOVMUSEUM

Foto: Vester Palsgaard Skovmuseum

Hyggelige aktiviteter for hele familien

Onsdag d. 16. februar & torsdag d. 17. februar, kl. 10.00-15.00

Palsgårdvej 9, 7362 Hampen

Onsdag og torsdag i skolernes vinterferie, uge 7, åbner skovridergården op for hyggelige aktiviteter for børn.

Vintertiden er den mørke tid og derfor tænder vi ofte stearinlys. Børnene kan således rulle deres eget lys af bivoksplade, tage det med hjem og skabe hyggelig stemning og duft af bivoks hjemme. Fastelavn er også lige om hjørnet, så børnene kan også lave et fastelavnsris, som kan pynte hjemme på værelset. 

Efter den mørke tid kommer foråret. På museet tager vi forskud på foråret og bygger fuglekasser til haven, så fuglene er klar til at lave reder og lægge æg. Museets frivillige står klar til at hjælpe med at samle kassen og hver familie får deres egen fuglekasse med hjem lige til at sætte op i haven (en fuglekasse pr. familie)

Udenfor fortæller vores naturvejleder-praktikant Thomas Sørensen historien om den lokale stærke mand Mads Tyklund. Med udgangspunkt i historien kigger han på, hvad det kræves at være stærk mand i skoven – der skal bruges armkræfter, binde et tømmer-stik måske, snitte i træ (aktiviteterne kan variere alt efter vejret). 

Entrépris 50,- kr. for voksne. Medlemmer af museumsforeningerne og børn under 18 år er gratis. Alle aktiviteter er gratis.

Tag godt med tøj på, da nogle af aktiviteterne foregår udendørs.

Kom og få et par hyggelige timer på museet.

Kommentarer